Praktik – en central del af STU
Når du tager din ungdomsuddannelse på Skanderborg STU, kommer du i spændende praktikforløb flere gange undervejs. Sammen med dig planlægger vi både, hvor du skal i praktik, og hvordan de forskellige praktikforløb skal tilrettelægges.
De fleste af vores elever kommer i praktik to gange årligt for at afprøve kompetencer og trykteste drømme. Udover større selvindsigt og udvidelse af horisonten har praktikkerne til hensigt at klarlægge fremtidige beskæftigelses- eller aktivitetsmuligheder.
Praktikperiodernes længde varierer fra elev til elev. Mens nogle er afsted i tre fulde uger, passer det for andre bedre med en enkelt uge, og for andre igen er det nogle enkelte dage, der passer bedst.
Interne og eksterne praktikker
Du kan både komme i praktik internt og eksternt. Dog er den første praktik stort set altid af intern karakter, fordi det vigtigste for vores nyopstartede elever er at falde godt til.
Internt er der mulighed for at komme i praktik hos vores pedel og vores køkken. Eksternt samarbejder vi med flere kommunale aktivitetscentre, bl.a. Skanderborg Aktivitetscenter og Udeholdet, hvor der altid er pædagogisk personale.
Praktikker i lokalsamfundet
Hvis du har lyst til at komme i praktik i lokalsamfundet, er mulighederne mange. Det kan f.eks. være i dagligvarebutikker og malerforretninger, hos tømrere og pedeller, på biblioteket og forskellige lagre. Tidligere har vi haft elever i udbytterige praktikker hos bl.a. REMA 1000, Woodways, Flügger, Værdicentralen, Frode Laursen, i daginstitutioner samt i køkkenet og hos pedellerne på Skanderborg Fælled.
Afklaring
I løbet af STU-tiden sigter vi efter to praktikforløb pr. skoleår. Ud over de faste praktikker har du mulighed for ekstra praktikforløb, hvis du har behov for det – det kan være nogle enkelte dage eller en længere periode. Dette gør sig især gældende på dit tredje STU-år. Før du afslutter din STU, er det vores mål at du er afklaret i forhold til hvad næste kapitel i dit liv skal indeholde. I samarbejde mellem dig, Skanderborg STU og sagsbehandlerne har vi gode erfaringer med at nå frem til en afklaring ift. fremtidsperspektiverne for dig.
De fleste af vores elever er tilkendt fleksjob eller førtidspension, når de dimitterer.
CV og praktikforberedelse
Som forberedelse til praktikkerne laver du og dine medstuderende personlige CV’er. I lærer i samme ombæring, hvordan man præsenterer sig selv godt, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads, og hvad et godt arbejdsmiljø betyder. Derudover kommer vi omkring, hvor vigtigt det er at være åben og spørge ind, hvis der opstår tvivl ifm. arbejdsopgaverne.
Mulig indgang til fremtidigt job
Inden hver praktik laves der en praktikaftale, ligesom der ved praktikkens afslutning følges op med et kort møde med praktikstedet samt en skriftlig evaluering herfra. Somme tider er et praktikforløb så meningsfuldt for såvel eleven som praktikpladsen, at det er oplagt at bevare kontakten – somme tider med en ugentlig praktikdag efterfølgende. I nogle tilfælde bliver det indgangen til fremtidig beskæftigelse.
"Jeg troede ikke jeg kunne klare at stå så tidligt op, og møde på arbejde, men det kunne jeg og jeg synes det var mega spændende."
Peter